Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Foto: Ditte Valente (NABO) med indsat foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson
/Hofdamerne v. Lea Rathnov (FÆDRE & SØNNER).
Virkelighedsteater og performanceteater. To forestillinger om mødet mellem fædre & sønner og om mødet med naboen. Begge forestillinger lokker med, at vi kan møde virkeligheden, men gør det på to diametrale modsatte måder. FÆDRE & SØNNER af C:NTACT på Edison og NABO af Public Performance i samarbejde med Aaben Dans, Musicon (Roskilde) og Folketeatret.
Foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson/Hofdamerne v. Lea Rathnov.
FÆDRE & SØNNER
af C:NTACT
på Edison
22. februar til 9. marts 2026 - på Edison
De syv mænd sidder omkring et bord midt på scenen, da vi kommer ind i salen. De sidder på havestole og bordet i midten ligner et havebord. Der er glas og en ghettoblaster på bordet. Det kunne være en formiddag i kolonihaven. De er veltilpasse og nyder hinandens selskab. Musikken spiller op, før hver enkelt slukker for den og rejser sig op og tager ordet - og fortæller deres historie. Forestillingen hedder "Fædre & sønner" og spiller på Edison. C:NTACT arbejder med virkelighedshistorier og præsenterer 7 fortællinger om at være Fædre & Sønner. De syv er fra 30-70 år. De 5 er både sønner og fædre, mens de to yngste kun er sønner. De har alle flygtningebaggrund - eller deres familie har.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
De er vokset op i et dansk samfund, men er rundet af andre kulturelle baggrunde. Hvordan har det været for dem - og hvordan har det været at skulle finde sin egen identitet som søn og far? Efterhånden som de syv fortæller deres historier, bliver det mindre vigtigt, hvor de kommer fra, for i stedet aftegner der sig forskellige opvæksthistorier præget af nærvær eller manglende nærvær. Af kærlighed eller mangelende kærlighed.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
De mest barske af de 7 fortællinger er beretningerne om de manglende fædre. Nok er det svært at vokse op med fædre, der ikke ved, hvordan de skal gebærde sig, men endnu sværere er det at voksne op uden. Den sidste af fortællingerne handler om det brev, der er skrevet til den afdøde far, der aldrig har været der. Det er den mest knugende fortælling af dem alle, for hvordan tage et opgør med en, der aldrig har været der?
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
Det samme går igen i den anden faderløse beretning, hvor vi får beretning om en voldelig far, der slet ikke vil tale om, hvad der er sket. Han har altid haft forskellige masker på, men aldrig en far-maske. Det er også de eneste af alle fortællingerne, der slår over i oprørsk vrede, hvor vi som publikum bliver skældt ud over de manglende fædre. Det virker så voldsomt, og samtidig så sårbart, at jeg kigger væk, for smerten er så åbenlys.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
I den efterfølgende spørgestund, er det netop hvad en fra publikum spørger Ali om: "Fortrød du at du ikke ville tale med din far og at du ikke tog med til begravelsen?" Svaret var hverken eller, for sådan er det. Nogle dage - ja- og andre dage - nej. Sådan var det også med de øvrige fortællinger. Alt afhænger af øjet, der ser - og hvordan vi selv oplever og fortolker det, som vi oplever.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
Det rejser flere spørgsmål, end det besvarer. Bagefter sidder jeg tilbage med spørgsmålet om det er arv eller miljø, der bestemmer, hvordan vi klarer os som fædre og sønner? Hvorfor er der nogle, der klarer sig, mens andre ikke gør? Det er der ingen enkle svar på, men det er også spørgsmålene, der er de mest interessante.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
C:NTACTs forestillinger stiller en masse spørgsmål. Deres forestillinger er en berigelse. De kan være svære at sidde igennem, for historierne er altid stærke og hudflettende, og de efterlader tilhørerne meget berørte, men eftersom det er de fortællendes egne historier, der via workshops er bearbejde, så de kan fungere i en teatermæssig sammenhæng, er det altid vedkommende og meget engagerende. Det giver indblik i mange forskellige verdener af forskellighed - og tak for det.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
"Fædre & Sønner" er instrueret af Youssef Wayne Hvidfeldt, der er uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole. Forestillingen blev også opført for 20 år siden. Dengang var Youssef med som ung, men siden er han selv blevet far - og har nu instrueret denne nye version af forestillingen. Det har han haft en yderst heldig hånd med. Shahin Aakjær & Runi Lewerissa har været historieudviklere på de 7 fortællinger.
Foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson/Hofdamerne v. Lea Rathnov.
Efter at have oplevet to vidunderlige forestillinger, "De Fortabte..." (2025) og "Sprækker" af Thomas Eisenhardt og Aaben Dans i Musicon i Roskilde, er jeg ikke i tvivl om, at jeg også vil se "Nabo" af Public Performance produceret i samarbejde Aaben Dans. Ud af teatrets pressemateriale er det lidt svært at lodde, hvad det egentlig er, men jeg lader mig lokke af, at det er en undersøgelse af, hvad naboskab er. Vi er omgivet af naboer og naboerne kan være dem vi interagerer med i det daglige. De bor lige ved siden af os. Hvis vi bor i lejlighed bor vi endda dør om dør. Måske kan vi dagligt følge hinanden gøen og laden. Måske noterer vi os, hvornår de går og kommer. Måske lytter vi til lydene af hinandens liv. Vores nabo er med andre ord - eller kan i hvert fald være - vores nærmeste.
Foto: Ditte Valente.
“Vi laver reelle møder i øjenhøjde med de mennesker, vi bor lige ved siden af, men måske undgår at forholde os til i dagligdagen. Man kan undgå, at konflikter brænder på, hvis man tør gå ind i en direkte dialog med mennesker, man måske ikke forstår eller er uenige med. Det er den grundlæggende humanistiske tanke, som er en stor del af det, vi vil med scenekunsten i Public Performance lige nu.”
Foto: Ditte Valente.
Vi bliver ledt ind i et sortmalet teaterrum, der mest af alt ligner et tv-studie. Der er en stor skærm på bagvæggen. En vært, Erik Pold (der også er forestillingens instruktør), to teknikere, der sidder i siden og styrer slagets digitale gang, når der livestreames ude fra den omgivende virkelig. To reportere, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild, introduceres, før de bliver sendt ud med smartphones på selfie-stænger for at rapportere tilbage til studiet/teatret i jagten på livet rundt om i bydelen. Det hele krydres med allerede optagne interviews med bydelens arkitekt om samspillet mellem individ og arkitektur, mens en livsstilsspecialist fortæller om, hvordan vi forholder os til hinanden og hvad det fortæller om os og vores trivsel eller mangel på samme.
Foto: Ditte Valente.
Der er en heftig energi. Vi er alle med i en live-oplevelse og publikum hujer, vinker og er med på legen. Det tegner til at blive sjovt, for lige udenfor er der liv at opsøge. De to reportere rapporterer løbende tilbage til studiet, og vi ser dem samtidig opprojiceret på den store skærm i midten, mens deres færden markeres på et mindre kort, der også bliver vist på skærmen.
Foto: Ditte Valente.
Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild gør det godt. De er draget ud for at opsøge livet i bydelen og for at undersøge, hvor der er energi, der binder folk sammen. Det hele bæres af en lidt oppustet, forceret, men alligevel glad energi. Det er faktisk morsomt - i starten i hvert fald, hvor de to er fulde af uopfyldte ønsker om at opleve alt muligt, men stadig bare går rundt i tomme gader og rapporterer om ... ingenting. Det kunne i sig selv være vigtige statements om at vi rækker ud, uden rigtig at formå at favne. Senere bevæger Annika Lewis sig indenfor i et galleri og hos et par privat ægtepar, der bor nær ved. Vi er med hele vejen. Der er mange muntre episoder undervejs, når hun spørger om og leder efter steder, hvor der kan være stævnemøder og erotiske udfordringer i luften. Hun spørger dem hun møder på en interesseret og underholdende måde. Det opbygger en masse, fordi det er jo gode billeder på liv og ikke-liv. Nicolai Duckert Perrild er også interessant at følge, når han rapporterer om de fester, den intens energi og de gode vibrationer, han leder efter, men lidt skuffet i stedet rapporterer om at ham mest har en fest med sig selv.
Foto: Ditte Valente.
Begge er draget ud med de bedste intentioner, og deres rapporteringer fra den tomme parkeringsplads, som de i starten befinder sig på, giver en skøn kontrast mellem deres intentioner og det, de reelt oplever. Hele formatet er muntert holdt sammen af Erik Pold fra studiet, hvor vi som publikum henholdsvis skal knipse, klappe eller råbe for at lodde stemningen på et barometer, der da også ender med at at ryge til tops lige inden det slutter.
Foto: Ditte Valente.
Annika Lewis får sig også en dans med en gæst på en café. Nicolai Duckert Perrild dumper ind i en container, hvor en masse unge fester. Der er musik, høj stemning og drinks. De unge og ægteparret vender tilbage til studiet, hvor vi alle jubler, for rent dramaturgisk (og det er Adelaide Bentzon, der er dramaturg på forestillingen), sker der noget, når virkeligheden træder indenfor og konfronteres med det, vi har oplevet på anden hånd i studiet.
Foto: Ditte Valente.
Jeg sidder lidt usikkert på sædet. Det er i og for sig et sjovt set-up. Talkshow-formatet er ikke ukendt i den verden vi lever i, hvor vores liv er omgivet af skærme. Men jeg venter forgæves, for alle de skønne spildte kræfter fletter sig aldrig sammen. Jo, det gør det i den skærmbårne verden, vi er trådt ind i, men jeg står bagefter tomhændet tilbage, for jeg troede, at jeg var med til en undersøgelse og sad spændt ventende på, at det hele skulle flette sig sammen til noget, jeg kunne tage med hjem. Alle andre syntes meget begejstrede og jeg hørte andre sige, at det var "noget af det bedste, de havde oplevet" og at det "virkelig havde været sjovt", men jeg gik skuffet derfra. Irriteret og tomhændet. Meget skuffet over at have spildt en aften med det rene ingenting.
Foto: Ditte Valente.
Bagefter funderede jeg over, om det var meningen? At det netop var det, jeg skulle stå tilbage med. At jeg selv var offer for den energi og den højstemte energi, jeg selv havde været med til at at skabe? Måske var alle disse skønne spildte kræfter blot for at gøre mig opmærksom på, hvor let et offer jeg var? Var det hele blot for at udstille, hvor overfladisk og kaloriefri en form for underholdning, der omgiver os - og som vi suger til os i desperate forsøg på at møde virkeligheden? Det er den letteste sag af verden selv at række ud efter virkeligheden, der befinder sig lige rundt om os, men alt for ofte tænder vi i stedet for skærmen og lader andre undersøge verden for os. Måske havde jeg blot været offer for mit eget bedrag? Jeg havde selv følt og nydt spændingen og det dragende - i hvert fald i begyndelsen. Det er lidt som at spise candyfloss. Det ser fantastisk ud, men nogle gange ender man med at få det i håret. Så det, der startede så godt, ender med at sætte sig fast, som noget sødt klistret stads, jeg helst ville have været foruden.
Foto: Ditte Valente.
NABO
af Public Performance
i samarbejde med Aben Dans,
Musicon, Rabalderstræde 15, Roskilde
- og Folketeatret
4.-6. februar 2026 på Musicon
29. april på Folketeatret
Instruktør Erik Pold
Medvirkende Erik Pold, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild
Foto: Søren Meisner (SLAGMARK) og Marie Albrechtsen Mortensen (OB(E)JECT).
To forestillinger om at se sig tilbage og tage kampen op med det, man har været igennem. Astrid Grarup Elbo gør det på Teater Blaagaard i forestillingen OB(E)JECT, der er en slåskamp mod patriarkatet i krop og ord. En solodanser fra Den Kongelige Ballet tager bladet fra munden og danser for. Jacque Lauritsen gør det i forestillingen SLAGMARK på Teater Får302, der er baseret på "En israelsk soldats erkendelser" af Yizhar Smilansky, der beretter om angrebet på en de første palæstinensisk landsbyer i 1948. To stærke forestillinger.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
SLAGMARK på Teater Får302 er en forestilling, jeg helst ville undgå at se, og alligevel viste den sig at være ypperlig. Den er baseret på en roman af den jødiske forfatter Yizhar Smilansky og bearbejdet for teater af Jacque Lauritsen, der også er den eneste på scenen i Andreas Dawes intense og uafrystelige instruktion.
Foto: Søren Meisner.
Forestillingens undertitel er" En israelsk soldats erkendelser" og den foregår i 1948 og skildrer erobringen af en palæstinensisk landsby - eller rettere ødelæggelsen af en af de første arabiske landsbyer, hvor de fastboende blev jaget væk, og deres huse blev brændt af eller sprængt bort.
Jacque Lauritsen og Andreas Dawe har også skabt den mesterlige forestilling RESTAURANT EUROPA (2022), der ligeledes gæstespillede på Teater Får302. Det var både en meget højt prist forestilling, men også en betagende teaterfantasi, der ramte mig lige i maven.
Foto: Søren Meisner.
Derfor var jeg nødt til at se SLAGMARK, selv om jeg vægrede mig ved det, eftersom temaet ikke umiddelbart tiltalte mig. Heldigvis overvandt jeg det, og fik mulighed for at opleve teater, når det er allerbedst. Intet mindre.
Måske er det ofte sådan, at de største oplevelser indtræffer, når man egentlig slet ikke har lyst til at være der. Sådan var det med SLAGMARK.
Foto: Søren Meisner.
Teater Får302 er et anderledes teater beliggende i en lille lejlighed på 1. sal i Toldbodgade - en sidegade til Nyhavn. Teatrets foyer ligger i kælderen, og når man skal op for at se forestilling, skal man først ud på gaden og ind igennem yderdøren og et par trin op til 1. sal, hvor man fra direkte fra opgangen træder ind i den sortmalede teaterlejlighed. Der er kun 4 rækker - og der er altid meget varmt, eftersom de 46 publikummer, der er plads til, sidder ganske tæt og skuespilleren eller skuespillerne optræder bare 30 centimer fra dem på forreste række. Det er med andre ord en meget tæt teateroplevelse. Det er betagende at opleve - og gode forestillinger bliver endnu bedre i det meget tætte møde mellem publikum og scene. Det er et af byens allermindste teatre. I årenes løb har jeg oplevet det intime fysiske scenerum forvandlet til det mest utrolige. Det har ingen ende været på de forskellige måder, rummet er blevet brugt til. Ofte har det virket, som om pladsbegrænsningen nærmest har inspireret de skiftende scenografer til at overgå sig selv.
Foto: Søren Meisner.
SLAGMAARK havde første gang premiere for to år siden, og der er - desværre - alt for god politisk grund til denne genopsætning - og repremieren i lørdags var en stor kunstnerisk oplevelse.
Jeg så ikke forestillingen i sin tid, så dette er mit første møde med SLAGMARK, der er af Teater Gaius v. Jaque Lauridsen, der nu gæstespiller på Teater Får302.
Foto: Søren Meisner.
"Sandheden er krigens første offer..." er de indledende ord i det trykte program, hvor der efterfølgende står: "Og det er i høj grad relevant, når vi taler om Israel/Palæstina. For eksempel hører vi ofte, at de forfærdende forhold i Gaza har rod i den blodige 7. oktober 2023. Men som FNs Generalsekretær Antonio Gueterez har sagt, skete det ikke i et vakuum. Det havde en historie bag sig. En lang historie, som er nødvendig at kende til for at forstå vore dages begivenheder. Derfor har vi valgt at at genopføre SLAGMARK, der fører os tilbage til den tid, hvor de grundlæggende årsager skal findes. Perioden omkring oprettelsen af staten Israel i 1948. Her deltager en ung jødisk soldat i en række angreb på palæstinensiske landsbyer og konfronteres med både sit mod og sin frygt - og ikke mindst sin tvivl og et voksende ubehag."
Foto: Søren Meisner.
Den unge soldat, Yizhar Smilansky, nedskriver sine oplevelser, der udkommer i bogform og senere bliver lavet til en TV-film. Altsammen noget som den israelske regering af alt magt forsøger at forhindre, for det udfordrer selvfølgelig den israelske selvforståelse.
I forestillingen kommer vi med på den første dag, og det er den nu gamle mand, der 78 år efter beretter historien, der har knuget ham lige siden - og med god grund.
Der er flere delinger, der rykker ud. Det virker helt uvirkeligt. Solen skinner, og de første skudsalver skal bare skræmme, men de næste bliver dødelige. De unge soldater opildner hinanden. De føler sig i god tro, og den lille tvivl der nager den unge soldat, overdøves af den befalendes ordrer.
Det hele er fortalt neddæmpet og intenst. Her er ingen store falbelader og ingen teatertorden. Kun lyden af maskingeværerne og de opprojicerede gamle sort/hvide fotos og filmsekvenser af israelere og palæstinensere. Vi bliver ført tilbage til denne den første dag uden at have mulighed for at stikke af.
På den sortmalede scene er der blot et par flytbare sortmalede kasser - og så en enkelt orange appelsin, det er det hele - og det er rigeligt. Mere skal der ikke til - og alligevel er det alt for meget. Det er for meget at opleve denne forestilling, men det er det, der skal til.
Har vi lyst til at høre denne historie? Orker vi det? Magter vi det? Det bør vi!
Kunstnerisk er det en stor bedrift. I en tid hvor de sociale medier flyder over med informationer, der fyger i alle mulige retninger, er det en skræmmende, men også nødvendig oplevelse af følge med tilbage til dengang, det hele startede. Det skylder vi os selv.
Oplevelsen er uafrystelig, men på en meget blid og inderlig måde. Det er måske mærkelige ord at bruge om noget, der fremstår så ihumant og frastødende. Men det er netop SLAGMARKs store fortjeneste, at det forfærdelige fortælles med nerve og autenticitet. Helt uden unødvendige virkemidler. Enkelheden er slående. Det slår én omkuld. Velkommen til SLAGMARK.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
Forfatter: Yizhar Smilansky
Oversættelse: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner
Dramatisering og medvirkende: Jacque Lauritsen
Instruktion: Andreas Dawe
Scenografi, lys- og kostumedesign: Edward Lloyd Pierce
Lyd- og videodesign: Brian Larsen
Producent: Teater Gaius
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, 15. septemberfonden, Beckett Fonden og Dansk Skuespillerforbund
Hun kommer dansende ind til sin slåskamp mod patriarkatet. Astrid Grarup Elbo er iført en lang kjole med tylunderskørt. Hun langer ud efter en usynlig modstander og tager imod de slag, hun får. Hun kæmper bravt. Det ene slag efter det andet. Det er tydeligt, at hun slår godt fra sig, men også at hun indkasserer nogle gevaldige øretæver. Hun lægger al sin styrke i slagene. Hun står godt fast på fødderne, men hun ryger hele tiden tilbage. Det lader hun sig ikke gå på af. Hendes ansigt og overkrop vrides tilbage for hvert slag. Hun bider det i sig og kæmper videre.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Det er en kamp, som hun har sparet op til længe. Gennem hele sit liv som balletdanser ved Den Kongelige Ballet og indtil hun nu er pensioneret i en ganske ung alder. Det er vilkårene som professionel ballerina. Det må man bare affinde sig med. Det er ikke det, hun nu har taget kampen op med. Det er til gengæld den mandsdominerede danseverden. Det er gået igen i de mange roller, hun har danset. Hele tiden har det været defineret af patriarkatets måde at se og opfatte hende på som kvinde. Men nu er det nok.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Forestillingen er bygget op i kapitler, hvor kvindefigurer fra ballettens historie får nye stemmer, eller for første gang overhovedet får lov til at tale. Vi følger hende med ud i skoven, hvor ballettens døde kvinder altid bor. De er blevet trætte af at skulle spille de samme flyvende, blege og lette skikkelser, hvis eneste tilsyneladende gøremål er at danse prinser til døde.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Dette er hendes ordløse kamp for at genfinde det tabte. Astrid Grarup Elbo tager kampen op med få ord og mange bevægelser. Efter den indledende slåskamp, kommer hun ind igen - dansende med de fagter og den karakteristik af hende som kvinde, sådan som hun har oplevet det i sit dansende liv. Hun er i rollerne blevet defineret og begæret af de dansendes mandlige roller.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hun drømte om at at danse den kvindelige hovedrolle i "Svanesøen". Det er noget af det ypperligste som solodanser, men også her var hun, i sin fortolkning af rollen, begrænset af de stereotyper, som hun dansende fremviser for os. Hun er enten heks eller prinsesse. Det er luder-madonna-problematikken, der går igen på tåspidssko.
Det virker forfriskende at se det danset, for man kan næppe tænke sig en mere rigid og indskrænket måde at opfatte det kvindelige og mandlige på. Her er alting sort/hvidt - og mænd er mænd og kvinder er kvinder.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Som den dygtige danser, hun er, kræver det få kokette bevægelser. En afværgende håndbevægelse, en bly genert bevægelse med hovedet og så de enerverende bevægelser med hænderne, der siger det hele. I ballettens verden har tiden stået stille. Der er ikke blevet luftet ud overhovedet.
Vi låner et nyt blik på det, og vi trækker på smilebåndet. Måske er det af samme grund at de gamle balletter egentlig ikke rammer mig. Jeg kan ikke identificere mig med den verden de lever og ånder i. Det virker anakronistisk - og vi ler, da Astrid Grarup Elbo danser det for os. Det har vel altid været en verden, der har levet sit helt eget liv med sine egne fastlåste stereotyper. Måske er det også grunden til, at jeg personligt meget hellere vil opleve moderne dans, hvor bevægelserne er sat fri. Men jeg har aldrig før tænkt på, HVORFOR jeg opfatter det så forskelligt. Så der er meget at tænke over efter at have oplevet Astrid Grarup Elbo i OB(E)JECT på Teater Blaagaard. Hun har selv koreograferet dansene (på nær en enkelt af Amanda Donato med musik af Florence Beatrice Price).
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Fra det folkelige Bournonville-kostume skifter hun til et af væsenerne fra skoven. Det er en tætsiddende transparant heldragt, hvor der stikker skæl ud fra ryggen (kreeret af Larissa Jenne). Hun bryder ud i sang, mens hun synger om "creatures in the forest" - og får publikum til at synge med på omkvædet. I starten kommer hun bærende ind på de tre træer, der kommer til at udgøre scenografien for resten af seancen. De bliver placeret i hver side og ét lidt længere tilbage. Det fejende flotte lys, designet af Sarah Fredelund og Kia Lunddorf, sætter stemningen. Musikken overtages snart af toechter, der består af: Lisa Marie Vogel, Marie-Claire Schlameus &Katrine Grarup Elbo. Sidstnævnte havde også kreeret musikken til dansen inden.
toechter består af to violiner og en cello. Lyden (designet af Mina Göl Bertelsen) er fantastisk. Den kommer brusende, og det er umuligt ikke at blive revet med af den.
Efter dansen tager musikken over, da toechter har deres egen afdeling, hvor de spiller, mens Astrid Grarup Elbo trækker ud til siden, hvor hun sætter sig. Musikken fylder det hele. Den er på en gang stor og lille. Den vibrerer gennem hele rummet og siger alt uden et ord. Deres vokale ordløse sang løfter det hele op, så det er svært at finde fodfæste bagefter. Det hele bliver svævende - og jeg svæver med.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hver aften er der efter et kvarters pause en afrundende aftertalk. Teatret skriver: "I forbindelse med opførelsen af soloværket ob(e)ject inviterer ASTRID ELBO hver aften publikum ind i en samtale med en ny kunstner, der sammen med ELBO vil undersøge, hvordan vi kan og skal skabe fremover, hvis vores kunstformer skal overleve og udvikle sig. Alle talks kredser om objektiviseringen af kroppe i kunsten og i verden omkring os. Ambitionen er at finde ud af, hvordan vi med scenekunsten kan skubbe til fortællingerne i samfundet sådan som vi har lært, vi skal være og samtidig inspirere til at skabe mangfoldighed i narrativer og fremstillinger af mennesker i fremtidens kunst."
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
OB(E)JECT
på Teater Blaagaard
af Astrid Grarup Elbo
17. - 21. februar 2026.
2 timer incl. pause
Medvirkende:
ASTRID GRARUP ELBO
TOECHTER:
LISA MARIE VOGEL, MARIE-CLAIRE SCHLAMEUS & KATRINE GRARUP ELBO
Skabt af:
Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé: ASTRID GRARUP ELBO
JECT.jpg)
